Solo – Byg en ting, du holder af

I denne variation af "Byg en model"-legene kan man være kreativ og bygge en model, man selv finder på.
Opgaven

Vi bygger hver især en model af en ting, vi holder af. Imens vi bygger, kan vi fortælle små historier om det, vi bygger. Formålet med aktiviteten er, at vi øver os på at bygge, og at vi skaber tryghed med materialer og rutinerne.

Solo – Byg en model Vi skaber en motiverende rammesætning for barnet.

Fremgangsmåde

Rammesætning

Forslag til introduktion

Vi skaber en motiverende rammesætning for barnet.

Vi kan fx sige: ”I dag skal vi bygge en ting, vi helt selv bestemmer. Der er kun én regel: Vi bygger en ting, vi holder af. Bagefter kan vi fortælle hinanden, hvad vi har bygget. Vi kan f.eks. bygge en figur, der ligner en is eller en bil, hvis vi har lyst. Man kan ikke vinde, for det er ikke en konkurrence. Faktisk må vi gerne hjælpe hinanden. Er der noget, som er svært, beder vi bare om hjælp.”

Tid

Legeaktiviteten kan tilpasses rammen af én lektion og varieres alt efter den tid, der er til rådighed, og barnets dagsform.

Materialer

Vi kan bruge Lego, træklodser, plus-plus, magnetklodser, papir eller noget helt andet – gerne med en vis detaljeringsgrad. Det vigtigste er, at materialerne giver os lyst til at bygge.

Undervejs i legesessionen støder barnet på udfordringer og succeser, hvor vi kan stoppe op og hjælpe med at få øje på det, der er svært, eller det, der går godt. Det kan vi gøre på flere måder:

Refleksionsrutiner

Når vi får mulighed for at reflektere sammen med barnet over hvilke udfordringer eller opdagelser, der opstår undervejs, kan vi bruge en eller flere refleksionsrutiner. Det kan fx være en læringsfigur med en social strategi, som vi øver os på, en emoji, der beskriver den følelse, vi har lige nu, eller en rating af, hvor godt vi synes, det går med at bygge. På den måde kan en refleksionsrutine hjælpe med at vise og sætte ord på de oplevelser, som barnet får undervejs i legesessionen.

Faciliterende spørgsmål

Vi kan stille faciliterende spørgsmål undervejs til barnet, som de naturligt dukker op i byggeprocessen. På den måde faciliterer vi legesessionen, så vi fortsætte legen og samtidig lære noget af den. Fx:

  • Jeg kan se, at du er gået i stå med at bygge. Gad vide, hvordan vi kan fortsætte?
  • Hov, du er vidst stødt på en udfordring. Skal vi prøve at løse den sammen?
  • Prøv at lægge mærke til, hvad du gør lige nu. Er det mon en samarbejdsstrategi?
Show and Tell

Afslutningsvist i legesessionen giver vi en Show and Tell af vores byggeri, så vi får mulighed for at dele vores erfaringer, refleksioner og følelser om byggeprocessen.

Først fortæller vi om vores model og processen med at bygge den. Vi kan undervejs i fortællingen bruge refleksionsrutiner og reflekterende spørgsmål til at understøtte de opdagelser, der er blevet gjort. Fx:

  • Hvad gik godt?
  • Hvad var svært?
  • Er der noget, du vil gøre anderledes næste gang, vi skal bygge en model?
Print aktivitet