Spil – Byg min hemmelige figur
Vi bygger hver især en hemmelig figur bag en afskærmning. På skift forklarer vi hinanden, hvordan vi bygger alles figurer. Formålet med aktiviteten er, at vi øver os i at forklare vores figurer til hinanden og i at stille hinanden spørgsmål.
Fremgangsmåde
Rammesætning
Forslag til introduktion
Vi skaber en motiverende rammesætning for børnene.
Vi kan fx sige: ”Vi øver os i at bygge sammen. Måske lærer vi noget nyt om hinanden, såsom hvordan vi forklarer ting for hinanden. I dag bygger vi hemmelige figurer, og der er kun to regler:
- Vi bygger hver især en lille hemmelig figur, som indeholder 10-15 klodser. Den behøver ikke ligne noget.
- Vores egen figur skal hele tiden være skjult for de andre. Vi skiftes så til at forklare de andre, hvordan de bygger en kopi af vores figur.”
Tid
Legeaktiviteten kan tilpasses rammen af én lektion og varieres alt efter den tid, der er til rådighed, og børnenes dagsform.
Materialer
Vi kan bruge små legosæt, som vi kender i forvejen, eller træklodser, plus-plus, magnetklodser, papir eller noget helt andet. Det vigtigste er, at der er mange af alle slags klodser, så alle figurerne kan kopieres. Derudover skal vi have en slags afskærmning til hvert barn.
Undervejs
Undervejs i legesessionen støder børnene på udfordringer og succeser, hvor vi kan stoppe op og hjælpe med at få øje på det, der er svært, eller det, der går godt. Det kan vi gøre på flere måder:
Refleksionsrutiner
Når vi får mulighed for at reflektere sammen med børnene over hvilke udfordringer eller opdagelser, der opstår undervejs, kan vi bruge en eller flere refleksionsrutiner. Det kan fx være en læringsfigur med en social strategi, som vi øver os på, en emoji, der beskriver den følelse, vi har lige nu, eller en rating af, hvor godt vi synes, det går med at bygge. På den måde kan en refleksionsrutine hjælpe med at vise og sætte ord på de oplevelser, som børnene får undervejs i legesessionen.
Faciliterende spørgsmål
Vi kan stille faciliterende spørgsmål undervejs til børnene, som de naturligt dukker op i byggeprocessen. På den måde faciliterer vi legesessionen, så vi fortsætte legen og samtidig lære noget af den. Fx:
- Jeg kan se, at I er gået i stå med at bygge. Gad vide, hvordan vi kan fortsætte?
- Hov, I er vidst stødt på en udfordring. Skal vi prøve at løse den sammen?
- Prøv at lægge mærke til, hvad I gør lige nu. Er det mon en samarbejdsstrategi?
Show and Tell
Afslutningsvist i legesessionen giver vi en Show and Tell af vores byggeri, så vi får mulighed for at dele vores erfaringer, refleksioner og følelser om byggeprocessen.
Først fortæller vi om vores modeller og processen med at bygge dem. Vi kan undervejs i fortællingen bruge refleksionsrutiner og reflekterende spørgsmål til at understøtte de opdagelser, der er blevet gjort. Fx:
- Hvad gik godt?
- Hvad var svært?
- Er der noget, I vil gøre anderledes næste gang, vi skal bygge skjulte figurer?