Parallel – Den gemte kassefigur
Vi bygger hver især på tid en lille figur, som placeres i en kasse lidt væk. Dernæst bygger vi hinandens figurer. Formålet med aktiviteten er at skabe leg mellem os og øve os i at bygge hinandens figurer.
Fremgangsmåde
Rammesætning
Forslag til introduktion
Vi skaber en motiverende rammesætning for børnene.
Vi kan fx sige: ”I dag prøver vi en figur-kasseleg. Vi bygger hver især en lille hemmelig figur med præcis ti klodser, som vi selv vælger ud fra vores bunke. Når vi har bygget færdig, lægger vi figurerne i nogle kasser, og så bygger vi hinandens figurer. Vi må kigge og snakke sammen så meget som vi vil, men vi rører ikke ved figurerne. Det er ikke en konkurrence, og legen er færdig, når vi alle sammen har bygget de andres hemmelige figurer.”
Vi øver os i at bygge sammen, og vi prøver at bruge vores foreløbige erfaringer til at reflektere over legen i fællesskab. Måske lærer vi noget nyt om hinanden i dag, såsom at vores figurer måske ser helt forskellige ud, selvom vi bygger lige ved siden af hinanden.”
Tid
Legeaktiviteten kan tilpasses rammen af én lektion og varieres alt efter den tid, der er til rådighed, og børnenes dagsform.
Materialer
Vi kan bruge små legosæt, som vi kender i forvejen, eller træklodser, plus-plus, magnetklodser eller noget helt andet. Vi laver små ens bunker à 30-40 klodser af de samme materialer. Hvert barn skal have samme antal bunker som antal af børn.
Undervejs
Undervejs i legesessionen støder børnene på udfordringer og succeser, hvor vi kan stoppe op og hjælpe med at få øje på det, der er svært, eller det, der går godt. Det kan vi gøre på flere måder:
Refleksionsrutiner
Når vi får mulighed for at reflektere sammen med børnene over hvilke udfordringer eller opdagelser, der opstår undervejs, kan vi bruge en eller flere refleksionsrutiner. Det kan fx være en læringsfigur med en social strategi, som vi øver os på, en emoji, der beskriver den følelse, vi har lige nu, eller en rating af, hvor godt vi synes, det går med at bygge. På den måde kan en refleksionsrutine hjælpe med at vise og sætte ord på de oplevelser, som børnene får undervejs i legesessionen.
Faciliterende spørgsmål
Vi kan stille faciliterende spørgsmål undervejs til børnene, som de naturligt dukker op i byggeprocessen. På den måde faciliterer vi legesessionen, så vi fortsætte legen og samtidig lære noget af den. Fx:
- Jeg kan se, at I er gået i stå med at bygge. Gad vide, hvordan vi kan fortsætte?
- Hov, I er vidst stødt på en udfordring. Skal vi prøve at løse den sammen?
- Prøv at lægge mærke til, hvad I gør lige nu. Er det mon en samarbejdsstrategi?
Show and Tell
Afslutningsvist i legesessionen giver vi en Show and Tell af vores byggeri, så vi får mulighed for at dele vores erfaringer, refleksioner og følelser om byggeprocessen.
Først fortæller vi om vores model og processen med at bygge den. Vi kan undervejs i fortællingen bruge refleksionsrutiner, fx en afspejling, og reflekterende spørgsmål til at understøtte de opdagelser, der er blevet gjort. Fx:
- Hvad gik godt?
- Hvad var svært?
- Er der noget, du vil gøre anderledes næste gang, vi skal bygge en model?